Index / Hvordan skal jeg tjekkes
Hvordan du skal tjekkes afhænger af dit brystvæv
I Danmark tilbydes kvinder primært undersøgelse med mammografi til forebyggende screening hvert andet år, hvis du er mellem 50-69 år, eller hvis du har fundet forandringer i dit bryst, som din læge synes du bør få tjekket. Mammografi er dog ikke altid en tilstrækkelig sikker metode. Det afhænger i høj grad af dit brystvæv.
Jo tættere dit brystvæv er, jo mere usikker er mammografi. Hvis dit brystvæv er meget tæt, er der kun 44% sandsynlighed for, at kræftknuden kan ses på en mammografi. Her er det vigtigt at supplere med ultralyd.
Hvis du ved, at du har tæt brystvæv, skal du - uanset din alder - bede om en ultralyd undersøgelse, hvor det er nemmere at se kræftknuden.
Hvis du er under 45 år og ikke ved om du har tæt brystvæv, skal du bede om en ultralyd. Dette skyldes, at yngre kvinder ofte har tæt brystvæv.
Mammografibillede af cancerknude
Mammografibillede af fedt brystvæv (til venstre) og tæt brystvæv (til højre). Knuden (i den røde cirkel) ses tydeligt i brystet til venstre, men gemmer sig i billedet til højre
Ultralydsbillede af cancerknude
Hvor ofte du skal tjekkes afhænger af din risiko for brystkræft
Hvis du er i høj risiko for brystkræft, bør du blive tjekket oftere, end hvis du ikke har særlige risici for brystkræft. Pt tilbydes mammografi hvert andet år, hvis du er 50-69 år. Måske har du brug for noget andet?
Læs her på sitet om risiko og snak din risikoprofil igennem med din praktiserende læge.
Hvis du er ung og i højrisiko gruppe for arvelig brystkræft
Kvinder med høj risiko for arvelig brystkræft bliver fra 30 års alderen tilbudt regelmæssig mammografi og brystundersøgelse udført af en læge. Bed om at få oplyst din brysttæthed efter den første mammografi, da det kun er på disse billeder, at man kan se dit brystvævs tæthed. Og drøft med din læge om du i stedet kan blive undersøgt jævnligt med ultralyd, der ikke tilfører dig røntgenstråler og som er mere velegnet til ungt brystvæv, der ofte er tæt.