Tjek selv / bryst- og lymfeknuder
Om at mærke brystknuder
Vores fingre er velegnede redskaber til at mærke efter brystknuder - med hundredevis af berøringssensorer - de skal bare trænes lidt.
Mammacare Foundation i USA har i en række undersøgelser støttet af National Cancer Institute vist, at korrekt trænede hænder pålideligt vil opdage små tidlige brystkræftformer helt ned til 3mm uden at øge falsk positive fund.
Du kan træne dine fingres evne til at finde knuder ved at bruge Mammacare modellen. Du kan læse mere om den under “Materialer”.
Hvornår skal jeg reagere?
Du skal reagere på alle nye brystknuder, som du ikke har mærket tidligere. Hvis du har menstruation, kan du afvente cyklus og se om de forsvinder. Og ellers er det afsted til lægen, så du kan blive undersøgt.
De fleste knuder er heldigvis godartede, men det er ikke noget du selv kan afgøre. Du kan læse om godartede knuder her.
Træn dine fingre med en Mammacare brystknude model
Om at mærke lymfeknuder
Her sidder lymfekirtlerne omkring brystet
Hævede lymfekirtler er som regel blot et tegn på, at kroppens immunsystem fungerer, som det skal. Vi har lymfeknuder over hele kroppen. De er en del af vores immunsystem og dræner bl.a. overskydende væske fra vores blod, når det har været ude i kroppens væv. Hvis der er betændelse i væsken, bliver det opfanget i lymfeknuderne, og så vil immuncellerne reagere og prøve at bekæmpe infektionen. Når lymfeknuderne kommer på arbejde, kan de hæve op og blive ømme.
Hævede lymfeknuder kan imidlertid også være et tegn på brystkræft. Og da lymfeknuderne ligger lige under huden, kan de nogle gange vise brystkræft, før du har fundet den i selve brystet.
Så hvornår skal du reagere på hævede lymfer?
Det er oftest et godt tegn, hvis det gør ondt
En hævet lymfekirtel, der føles blød og øm, er som hovedregel ufarlig og behøver ikke at blive undersøgt nærmere. Hævelsen og ømheden vil forsvinde gradvist, når selve infektionen i kroppen er væk.
Hårde knuder skal altid undersøges
Hvis der har samlet sig kræftceller i en lymfeknude, vil den typisk være hård og uden ømhed.
Hårde lymfeknuder der ikke kan flyttes på, kan være et tegn på metastaser fra fx brystkræft. Knuden kan føles uregelmæssig og have en puklet overflade.
En hård og bugtet lymfeknude skal altid undersøges nærmere.
Søg også læge hvis
hvis du får en hævet lymfeknude sammen med andre symptomer på sygdom – fx uforklarlig træthed og vægttab
hvis du får hævede lymfeknuder, og der ikke er en kendt årsag·
hvis kirtlen er mere end 2 centimeter. I udgangspunktet vil kirtler under 2 centimeter opfattes som fredelige, mens større vil kræve nærmere undersøgelse.