Tjek selv / Selvtjek - nytter det?
Selvtjek - nytter det?
Vi mener, at det er sund fornuft med jævne mellemrum at undersøge sit bryst, så man kender det og kan mærke og reagere på forandringer.
Forskning viser, at det vigtigste i forhold til at overleve brystkræft er, at den opdages tidligt. Og jo tidligere indsats jo mildere behandlinger.
Studier viser, at kvinder der regelmæssigt tjekker brysterne vil finde en knude tidligere - og altså når den er mindre - end de kvinder der ikke regelmæssigt tjekker brysterne men tilfældigt finder knuden.
Er du under 49 år
I denne aldersgruppe findes knuderne findes primært af kvinder selv.
Hvis du kender dit bryst godt, kan du også bedre argumentere overfor din læge, hvis du bemærker forandringer, der giver anledning til bekymring.
Er du 50-69 år
I denne periode har du mulighed for at deltage i mammografiscreening hvert andet år.
Fra du bliver mammograferet går der imidlertid 729 dage, før du undersøges igen. Og har du tæt brystvæv, er der høj risiko for, at en evt. kræftknude bliver overset, da både kirtelvæv og kræftknude er hvide på et mammografibillede.
Derfor er det super vigtigt også i denne aldersperiode selv at holde øje med og reagere på forandringer.
30% af kræfttilfælde, der findes i denne aldersgruppe, findes af kvinder selv mellem 2 mammografiundersøgelser. Dette kaldes interval cancere.
Er du 70 år +
Du tilbydes nu ikke længere mammografiscreeninger. Derfor må du selv være endnu mere obs på forandringer i dit bryst.